To pædagogmedhjælpere til den døgnåbne institution Månehuset (tidsbegrænsede stillinger)
Vil du være med til at skabe tryghed, nærvær og udvikling i et hus, der aldrig helt sover?
Vi søger to pædagogmedhjælpere i tidsbegrænsede stillinger
- En pædagogmedhjælper til et barselsvikariat fra den 1. juli 2026 på 37 timer om ugen med primære arbejdsopgaver i vuggestuen.
- En pædagogmedhjælper til flyverfunktion i en tidsbegrænset stilling fra den 1. juli 2026 til den 31. januar 2027 på 37 timer om ugen, som skal arbejde på tværs af hele huset.
Som pædagogmedhjælper hos os vil du indgå i en vagtplan, hvor du skal kunne arbejde i dagtimerne, aftener og nætter, i weekender og på helligdage.
Månehuset er en døgnåben daginstitution midt i København, hvor faglighed, omsorg og nærvær går hånd i hånd. Vi er normeret til 68 børn: 24 vuggestuebørn og 44 børnehavebørn. Vores ordinære åbningstid er på hverdage kl. 07-17.00, mens den udvidede åbningstid ligger i tidsrummet kl. 17-07.00 – året rundt.
I Månehuset gør vi os umage for at skabe en kultur, der bygger på samarbejde, omsorg og faglighed. Vi arbejder tæt sammen, støtter hinanden i hverdagen og møder både børn og voksne med tillid og anerkendelse. I Månehuset bliver du en del af et team, der finder glæde i at være nærværende sammen med børnene. Vi skaber en rolig atmosfære, hvor der er plads til nysgerrighed, gode dialoger og små fælles grin i hverdagen. Her vægter vi samarbejde højt og hjælper hinanden med at holde fokus på det vigtigste: At børnene føler sig trygge og mødt. Du bliver en del af et team med pædagoger og pædagogmedhjælpere med forskellige erfaringer og perspektiver – og du får rig mulighed for at bringe dine egne idéer i spil og være med til at forme hverdagen.
Vi søger to pædagogmedhjælpere, som
- elsker at være sammen med børnene og vil være med til at skabe en tryg og omsorgsfuld hverdag for dem
- er fleksible og indstillet på at arbejde på alle tider af døgnet
- bidrager positivt til det faglige fællesskab og trives i samarbejdet med mange forskellige mennesker
- er ansvarsbevidste og mødestabile
- møder børnene med tålmodighed, nærvær og anerkendelse
- kan tage initiativ og deltage aktivt i hverdagens aktiviteter
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Vil du vide mere?
Kontakt pædagogisk leder Katja Brundin på 82 20 51 70/el23@kk.dk, hvis du har spørgsmål til stillingerne.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV.
Søg via linket senest søndag den 7. juni 2026
Ansættelsessamtaler vil finde sted tirsdag den 16. juni.