Stabskonsulent med ansvar for arrangementer, events og fundraising på IBOS – Instituttet for Blinde og Svagsynede
Er du dygtig til at planlægge og koordinere større arrangementer?
Trives du med mange samarbejdsflader og opgaver, der spænder fra idé til gennemførelse?
Og har du interesse for at koble aktiviteter med udvikling og fundraising?
Vi søger en stabskonsulent til vores centrale stab med ansvar for planlægning, koordinering og udvikling af arrangementer, events og fundraising – samt klassisk ledelsesunderstøttelse.
Om IBOS
IBOS arbejder med viden og rehabilitering på synsområdet. Vi tilbyder udredninger, rådgivning, undervisning, bo- og dagtilbud og meget mere til unge og voksne med synshandicap fra hele landet.
IBOS er en landsdækkende institution, der er forankret i Center for Længerevarende Boformer i Københavns Kommunes Socialforvaltning. Vi servicerer alle landets kommuner og uddanner landets synsprofessionelle. Læs mere på www.ibos.dk. IBOS er organiseret i tre afdelinger; Administrationen, BLS (Bo, læring og samvær) og Rådgivningen. Derudover har vi en mindre stab, der refererer direkte til institutchefen.
Stillingen er organisatorisk placeret i Staben, som understøtter den samlede ledelse og udvikling på tværs af IBOS. Samtidig vil stillingen have tæt opgaveportefølje knyttet til Administrationen og arbejde i tæt samarbejde med administrationschefen (og øvrige nøglefunktioner).
Om stillingen
Som stabskonsulent får du en central rolle i at planlægge, koordinere og gennemføre IBOS' større faglige og fællesskabsskabende aktiviteter. Du vil være den drivende kraft bag arrangementer og events med både fagligt, organisatorisk og strategisk sigte.
Du arbejder tæt sammen med institutchef, administrationschef, ledelse og faglige miljøer og bidrager til at skabe sammenhæng og fremdrift på tværs af organisationen.
Stillingen er kendetegnet ved en kombination af klassiske stabsopgaver og en mere driftsnær opgaveportefølje, hvor du understøtter og videreudvikler IBOS' konference-, kursus- og eventaktiviteter, herunder opgaver der er forankret i Administrationen.
Dine opgaver
Dine opgaver vil blandt andet være at
- planlægge og koordinere tilbagevendende events som fx Sommertræf for unge, Blindstock, IBOS-dag og fællesspisning
- planlægge, koordinere og afvikle konferencer, kurser og større arrangementer
- varetage projektledelse af arrangementer, herunder tidsplaner, budgetoverblik og evaluering
- udvikle og gentænke koncepter for arrangementer med blik for kvalitet og strategisk sammenhæng
- understøtte og udvikle fundraisingaktiviteter i samarbejde med interne og eksterne aktører
- bidrage til fonds- og puljeansøgninger samt udvikling af projektidéer
- betjene udvalg, herunder udarbejde dagsordener, mødemateriale og referater
- yde generel ledelsesunderstøttelse til institutchef og ledelse
- bidrage til tværgående koordinering, analyser og udviklingsopgaver
- bidrage til udvikling og professionalisering af IBOS' konference- og kursusaktiviteter i tæt samarbejde med Administrationen
Om dig
Vi forestiller os, at du
- har erfaring med projektledelse og koordinering af arrangementer og events
- har interesse for – og gerne erfaring med – fundraising og projektudvikling
- har erfaring med ledelses- og udvalgsbetjening
- trives med mange parallelle opgaver og et højt tempo
- arbejder struktureret og selvstændigt og har blik for både detaljen og helheden
- er samarbejdsorienteret og god til at skabe relationer på tværs af fagligheder
- kan omsætte viden og idéer til konkrete aktiviteter og projekter
Ansættelsesvilkår
Der er tale om en fuldtidsstilling med tiltrædelse den 3. august 2026. Løn- og ansættelsesvilkår indenfor rammerne af lokal løndannelse og den til enhver tid gældende overenskomst mellem KL for Københavns Kommune og Akademikernes Centralorganisation. Lønindplacering vil ske efter forhandling med den faglige repræsentant for AC-gruppen på IBOS. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi referencer og straffeattest.
Yderligere information
Ønsker du flere oplysninger om stillingen, kan du kontakte institutchef Marie Fasmer på 20 47 70 02. Læs mere på www.ibos.dk.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte relevante bilag.
Søg via linket senest torsdag den 11. juni 2026
Vi forventer at holde samtaler onsdag den 17. juni.