Kombinerede stillinger som praktikvejleder og social- og sundhedsassistent i Hjemmeplejen VKV
Brænder du for vejledning af elever? Har du interesse for pædagogiske metoder, læring og faglig udvikling? Og står du stærkt i din faglighed som social- og sundhedsassistent? Så er denne stilling måske noget for dig.
I Hjemmeplejen Vesterbro/Kgs. Enghave/Valby (VKV) søger vi lige nu to social- og sundhedsassistenter til to stillinger, der kombinerer rollen som praktikvejleder med de praksisnære opgaver, du allerede kender som social- og sundhedsassistent.
Vi vægter læring højt – både for elever og for medarbejdere generelt. Vi har en ambition om at være Københavns bedste praktiksted, og vi prioriterer kompetenceudvikling, uddannelse og faglig sparring højt.
Bliv en del af vores vejlederkorps
Hos os arbejder vi med vejlederteams og gruppevejledning. I praksis betyder det, at hver SOSU-gruppe har et team af vejledere, der sammen har ansvaret for en gruppe elever. Lige nu er vi 20 vejledere på tværs af seks grupper.
Teamet er fælles om læringsaftaler, vurdering af elever og tilrettelæggelse af forløb. Alle vores vejledere er uddannede praktikvejledere og har desuden overbygningskursus. Du står derfor aldrig alene med vejlederrollen eller de nye opgaver.
Sammen med de øvrige vejledere skal du være med til at skabe struktur, planlægge elevforløb og understøtte elevernes læring i praksis. Du skal arbejde aktivt med undervisning, fælles refleksion og læringssamtaler, der matcher elevernes uddannelsesniveau og faglige progression.
Det bliver også din opgave at vurdere elevernes faglige progression samt identificere behov for særlig indsats og inddrage relevante samarbejdspartnere.
Brug din sundhedsfaglighed i praksis
Udover rollen som praktikvejleder skal du fortsat varetage social- og sundhedsassistentopgaver med høj faglig kvalitet. Det er vigtigt for os, at du er tæt på praksis, fordi din egen faglighed og erfaring er en vigtig del af det at kunne vejlede eleverne godt.
Hjemmeplejen og visitationen er nu samlet under ét tag her i VKV. Det gør det lettere at koordinere, sparre og have gode dialoger om samarbejde, borgerforløb og faglig kvalitet i hverdagen på tværs af fagligheder.
Du vil blandt andet bruge din faglighed til at varetage helhedspleje hos borgerne, vurdering af nye borgere og sundhedsfaglige observationer og opfølgning.
Hvem er du?
Vi søger dig, der er uddannet social- og sundhedsassistent, er fagligt velfunderet og har lyst til at være med til at uddanne og udvikle vores kommende kolleger.
Du er god til at samarbejde og god til at give feedback på en tydelig og anerkendende måde. Du har blik for, at elever lærer forskelligt og har forskellige behov, og du trives i en hverdag med både selvstændige opgaver og tæt teamarbejde. Og så har du lyst til at bidrage til et stærkt fagligt og kollegialt fællesskab.
Det er en fordel, hvis du allerede er uddannet praktikvejleder, men det er ikke et krav. Det vigtigste er, at du har interesse for vejledning, læring og faglig udvikling, og at du har lyst til at arbejde systematisk med elevers læring i praksis.
Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat efter gældende overenskomst, og din løn bliver forhandlet på baggrund af erfaring og kvalifikationer. Der vil blive indhentet straffeattest og reference i forbindelse med ansættelse.
Der er tale om to faste fuldtidsstillinger i dagvagt med weekendvagt hver 3. weekend.
Vi ønsker, at stillingerne besættes hurtigst muligt og senest den 1. august 2026.
Hvis du tidligere har været ansat i Københavns Kommune, gælder desuden:
Hvis du kommer i betragtning til at blive tilbudt en stilling i kommunen, har vi mulighed for at tjekke, om du inden for de seneste tre år er blevet opsagt eller bortvist fra kommunen og dele relevante oplysninger herom med den ansættende leder. Det kan også være oplysninger om strafbare forhold, der har ført til opsigelse eller bortvisning fra Københavns Kommune, oplysninger om misbrug af rusmidler som fx positiv alkoholtest eller oplysninger om sygehistorik, der kan få væsentlig betydning for en ny ansættelse i kommunen. Læs mere her.
Vil du høre mere?
Har du spørgsmål til rollen som praktikvejleder, eller vil du høre mere om hverdagen og kollegerne i VKV? Så tøv ikke med at kontakte gruppeleder Kristina Hassan på 20 14 56 27.
Søg via linket senest søndag den 7. juni 2026
Vi holder samtaler løbende, og vi ser frem til at modtage din ansøgning.
Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.