Alsidig og krea klubmedarbejder til Fritidscenter Amager Midt (25-30 timer ugentligt)
Er du ved at boble over af kreative evner, kan du udfolde dine egenskaber i øjenhøjde med børn og operere i et bredt kreativt spektrum?
Så er det lige dig og dine kompetencer, vi søger.
Vi ønsker at få besat stillingen som kreamedarbejder i vores fritidsklub i afdelingen, hvor 4. og 5. klassebørnene hører til. Vi har et velfungerende kreaværksted med syning, batiktryk, smykkeværksted, linoleumstryk, billedkunst, fotokunst m.m. og et grovværksted med træ, papmaché, maling, elektronik m.m.
Vi arbejder med kreativitet i børnehøjde ved at støtte op om børns kreative udvikling, skaberglæde og skabertrang. Dette sker i et samspil med den pædagogiske opgave, som omhandler mestring af livet via udviklingen af børns sociale kompetencer gennem et fælles tredje. Vores kreapædagogik er funderet i den legende indstilling, modet til at turde fejle, problemløse og ved deltagelse i meningsgivende fællesskaber.
Kreativitet kan komme til udtryk på mange måder og ikke kun gennem formsprog. Hvis du kan supplere med en kropslig kreativitet som drama/teatersport, dans, yoga, meditation eller lignende, så er det en bonus.
Vi tilbyder
I Fritidscenter Amager Midt har vi fokus på børneinddragelse i hverdagens aktiviteter, fx madlavning, rollespil, kreaværksted og planlægning af ture ud af huset. Vi arbejder systematisk med SMTTE og trivselsværktøj. Vi vægter et højt fagligt niveau som understøttes af kurser, temadage og uddannelse.
Vi har en god normering med en mangfoldig gruppe af børn og en udtalt positiv tilgang og engagement til vores børn/unge, forældrene, hinanden og arbejdet. Det har skabt en behagelig, udviklende og stabil arbejdsplads, hvor man har lyst til at blive, når man først er startet. Vi har en meget fin arbejdsmiljøvurdering samt tilsynsrapport og størstedelen af medarbejderne har været her i årevis.
Arbejdstiderne ligger primært i dagtimerne kl. 12.45-17.00 med en-to aftener senest til kl. 20.30 med aktiviteter som fx forberedelse og hjælp til syning af kostumer/accessories til musik- og dansearrangementer samt live rollespilstur.
Vi søger en ny kollega, der
- er uddannet pædagog, PAU, har akademiuddannelsen i ungdomspædagogik, er under uddannelse som meritpædagog eller har en anden relevant uddannelsesbaggrund
- kan facilitere kreative processer, og begå sig hjemmevant blandt larmende symaskiner, klistret tapetklister, træsplinter, glimmer, dimsedutter med engagerede og højlydte børn samt stå for indkøb til kreaværkstederne
- har kreative evner og er ikke bange for at kaste sig ud i at arbejde i nye materialer som fx papmache, skum, træ, læder – ja, det er kun fantasien, der sætter grænser
- besidder køkkenkundskaber, da vi laver mad hver dag med børn
- har hjertet og fagligheden med sig i alt
- er en teamspiller, der aktivt sætter sin faglige viden i spil og dermed bidrager med at løfte den faglige udvikling i personalegruppen og samtidig kan arbejde selvstændigt og løser sine opgaver
- vil være en del af handleplansteamet
- har viden om og erfaring med målgruppen
- er indstillet på at tage på kolonier fx Vilde Vulkaner
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fastansættelse på 25-30 timer om ugen. Vi ønsker, at du kan starte den 1. august 2026. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Ønsker du mere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte pædagog med ledelsesfunktion (PML) Heidi på 21 36 08 28 mandag-fredag i tidsrummet kl. 12-16.00.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest søndag den 21. juni 2026
Vi holder samtaler løbende.